Bryllup

Et kirkebryllup er både en vielse og en velsignelse af brudeparret. Det er juridisk gyldigt på samme måde som en vielse på rådhuset.

Er man allerede blevet viet på rådhuset, kan man få en kirkelig velsignelse.

For at blive gift i folkekirken kræver det, at mindst en af parterne er medlem af Folkekirken.

Det skal I gøre

Lav en aftale med kirkekontoret om tidspunktet for brylluppet. Kirkekontoret vil også kunne oplyse, hvilken præst, der kan forestå vielsen. Derefter kontakter I præsten for at aftale en samtale om vielsen.

Skaf en prøvelsesattest: I skal have en prøvelsesattest fra kommunen, som I skal aflevere på kirkekontoret. Den må højst være 4 måneder gammel. For at få en prøvelsesattest, skal I udfylde og aflevere en ægteskabserklæring. Se hvordan I gør her.

Vælg vidner: Da vielsen har juridisk gyldighed, skal der være to vidner til stede. Vidnernes navne og adresser skal oplyses til kirkekontoret, som noterer dem i kirkebogen.

Vælg navn: Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I ansøge om det. Hvis navneændringen skal gælde fra jeres bryllupsdag, skal I i god tid inden vielsen ansøge på borger.dk om "Navneændring på bryllupsdagen"

Samtalen med præsten: I samtalen med præsten gennemgåes vielsesritualet og der vælges salmer. Her har I også mulighed for at få afklaret de spørgsmål, I måtte have.

Inden samtalen med præsten, kan I evt. klikke her for at få ideer til salmer. Der skal normalt bruges tre salmer.

Kirkens alter
Traditioner

Der er mange traditioner i forbindelse med bryllupper. Det er helt op til jer at beslutte, hvilke I vil følge. Det kan dog være en god ide at overveje, hvad I ønsker, før familie, venner og præsten begynder at stille spørgsmål:

Hvem skal følge bruden op ad kirkegulvet? Eller skal I følges sammen? Mange vælger at brudens far følger bruden op ad kirkegulvet, som et symbol på, at han afleverer sin datter til brudgommen.
Hvem skal sidde hvor i kirken? Ifølge gammel tradition sidder brudens familie i venstre side og gommens familie i højre side af kirken. Den nærmeste familie kan sidde nær alteret sammen med jer.
Der ingen krav til påklædning, buketter o. lign.
Skal I have ringe på? Præsten vil spørge jer, om I vil udveksle ringe i forbindelse med ritualet.

Vielsesritualet

INDGANG (præludium)

Herunder går brud og evt. brudgom ind i kirken.

INDGANGSSALME

INDLEDENDE BØN OG LÆSNING

Præsten siger (fra alter):

 Lad os alle bede! Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig for livet, du gav os, og for alle dem, der har vist os kærlighed, fra vi var børn og indtil i dag. Vi beder dig: Giv os stadig, hvad vi behøver, og forny daglig vor indbyrdes kærlighed ved Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

Brudeparret træder frem for alteret.

Præsten fortsætter:

Således står der skrevet: Da Gud havde skabt himlen og jorden, havet, solen, månen og stjernerne, planterne og dyrene sagde han: "Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden." Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem.

Og vor Herre Jesus Kristus siger: Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: "Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød"? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.

Og apostlen Paulus skriver: Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov. Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.

TALE

TILSPØRGSEL OG ERKLÆRING

Præsten siger: Så tilspørger jeg dig N.N. (brudgommens navn): Vil du have N.N. (brudens navn), som hos dig står, til din ægtehustru? - Ja!

Vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad? - Ja!

Ligeså tilspørger jeg dig N.N. (brudens navn): Vil du have N.N. (brudgommens navn), som hos dig står, til din ægtemand? - Ja!

Vil du elske og ære ham, og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad? - Ja!

Så giv hinanden hånd derpå!

Præsten lægger sin hånd på deres hænder og siger: Eftersom I forud har lovet hinanden at ville leve sammen i ægteskab og nu har bekræftet dette for Gud og for os, som er her til stede, og givet hinanden hånd derpå, så forkynder jeg jer at være ægtefolk både for Gud og mennesker. Her kan brud og brudgom eventuelt give hinanden vielsesringe.

FORBØN

Brudeparret knæler. Præsten fortsætter:

Kære himmelske Fader! Giv denne brudgom og brud nåde, lykke og velsignelse både til sjæl og legeme! Giv dem at elske hinanden med trofast kærlighed og tjene dig oprigtigt i alle ting, så at de må leve som dine kære børn og engang samles hos dig i de evige boliger!

Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.

Brudeparret sætter sig på brudens side. Brudens forlover flytter sig over på brudgommens tidligere plads.

SALME

Såfremt brudevielsen efterfølges af en dåbshandling, sker dåben på dette sted.

SLUTNINGSKOLLEKT

Præsten siger: Herre, vor Gud, himmelske Fader! Vi takker dig for ægteskabet, og vi beder dig: Vær med din nåde hos dem, der i dag har indgået ægteskab, og giv din velsignelse til, at de kan leve med hinanden i gudsfrygt og kærlighed og ikke give årsag til vrede og strid. Lad dem altid, også selv om de ikke bliver fri for prøvelser, erfare din nådige hjælp! Giv dem og os alle at leve vort liv her på jorden i tro og lydighed og blive til evig tid salige ved din elskede Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Menigheden svarer: Amen.

VELSIGNELSE

Præsten siger: Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! '

Menigheden svarer: Amen. Amen. Amen.

UDGANGSSALME

UDGANG (postludium)

Herunder forlader brudeparret kirken.

Vielser i det fri

Folkekirkens biskopper har åbnet mulighed for, at par, der ønsker det, kan få foretaget vielse i det fri.

Man kan også blive viet i kirken f.eks. en torsdag formiddag med kirkens personale som vidner; som afslutning på en gudstjeneste, hvor ens barn er blevet døbt - eller en lørdag eftermiddag i det store skrud. Mulighederne er mange. 

Ved en vielse i kirken har kirketjeneren sørget for lys og blomster, tørvejr og varme, siddepladser til alle og et knæfald til parret, der knæler under velsignelse. Kordegnen har et øje for detaljerne, så parret undervejs ikke er i tvivl om, hvad der skal ske. Organisten sørger for musik at gå ind og gå ud til og ledsager selvfølgelig salmesangen. Og nogle korsangere synger for.

En vielse i det fri vil foregå efter samme ritual som en vielse i kirken. Nu bliver det bare parrets opgave at sørge for, at alle forhold i forbindelse med vielsen er i orden. Undtaget ritualets og præstens ord. Under alle omstændigheder er det præstens ansvar at afgøre, om en kirkelig vielse kan finde sted som ønsket i hvert enkelt tilfælde